Gør gode pladefund, hør lokale bands og mød forfattere, der også spiller musik, når Byens Forlag 8. juni inviterer til Alt om vinyl-dag i Rådhuspassagen. Eventen er nummer to af sin slags, og den må gerne blive en årlig tradition
Efter et par årtier i skyggen har LP'en de senere år for alvor genvundet sin plads i de musikinteresseredes bevidsthed - men så sandelig også i gadebilledet. Overalt skyder nye vinylforretninger op - også i Vejle, hvor blandt andre Tartan Music har taget det gammelkendte, nu retromoderne format til sig.
Og sørme om der ikke også snart er pladesalg igen i de gamle "Getterman"-lokaler i Rådhuspassagen. Her huserer nu Byens Forlag, som lørdag den 8. juni inviterer til anden udgave af Alt om vinyl-dag i og uden for forlagets bogcafé.
I løbet af dagen vil der være pladestande rundt i Rådhuspassagen, mens tre af forlagets musikrelevante forfattere vil holde oplæg - og i to af tilfældene også give et lille nummer fra deres fine bagkataloger. Og så er der selvfølgelig mulighed for at få stillet tørsten med kaffe, øl, vin og lækre læskedrikke.For at toppe det hele af vil lokale Vejle-aktører sørge for rendyrket musisk underholdning i passagen, når man har brug for at læne sig tilbage og nyde sit nyeste vinylkup.
De tre forfattere, man kan møde, udkommer alle på Byens Forlag, og de er:
Søren Genefke. Forfatteren til vinylelskerens bibel og bestselleren Alt om vinyl, der også har lagt navn til dagen, øser ud af sin viden om vinyler og de mange anekdoter, der knytter sig til et livslangt kærlighedsforhold til det analoge musikformat.
Marcus Winther-John. Forfatter og rockmusiker, som nogle måske husker som forsanger i det ikoniske 90'er-rockband Inside The Whale. Han debuterende i februar som skønlitterær forfatter med skilsmisseromanen 16 Tømmermænd med inspiration i eget liv.
Peter H. Olesen, sangskriver, digter og forfatter med rod i Vejle. Han læser digte og spiller udvalgte numre fra sit bagkatalog, der rummer musik fra tiden med Sort/Hvide Landskaber, Greene, De Efterladte og Olesen-Olesen. Claus Kristensen fra pladeselskabet Wouldn't Waste Records deltager også i dagen. Selskabet har udgivet flere af Olesen-Olesens albums på vinyl, så måske der kommer en god anledning til at få signeret en af det legendariske brødreduos plader.
"Sidste år var arrangementet en succes, så nu satser vi på at holde en Alt om vinyl-dag hvert år i Vejle. Kombinationen af livemusik, pladesalg og møde med forfattere fra vores forlag har vist sig at være rigtig god. Og så vil vi også gerne bidrage til finde minderne frem om den legendarisk pladeforretning, der lå på vores adresse," siger Thomas Aagaard Skovmand, forlægger på Byens Forlag.
Info om arrangementet:
Dato: Lørdag den 8. juni kl. 10.00-16.00
Sted: Byens Forlag og Bogcafé i Rådhuspassagen, Vejle
Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond. Læs mere om begivenheden på dagens Facebook-side.