Psykisk sygdom skyldes undertrykte følelser

Jesper Hjøllund fik i 1995 stillet diagnosen Skizo-affektiv. I mange år var han medicineret, men han mærkede først forbedring, da han begyndte at trappe ned på medicinen. I dag føler Jesper sig helbredt og fungerer som foredragsholder, forfatter og som en af Byens Stemmer.

Jeg er tidligere psykiatrisk patient på Vejle Psykiatriske afdeling og fik i 1995 stillet diagnosen Skizo-affektiv, der er en alvorlig psykiatrisk lidelse. Sygdommen indeholder mani-depressive træk, hvor man kan svinge imellem næsten urealistisk tro på egne evner for i næste øjeblik at ryge ned i mørkt hul af total opgivenhed og resignans. Primært bestod min sygdom dog af stærk og invaliderende angst i samværet med andre mennesker, der var forårsaget af svære forstyrrelser i den emotionelle (følelsesmæssige) kontakt.

I dag er mit liv vendt på hovedet og min angst næsten helt forsvundet. Den emotionelle kontakt er fin. Min bedring, der startede i midt 00´erne (ca. ti år efter min diagnose), skyldtes bemærkelsesværdigt nok ikke den medicinske behandling, jeg havde været underlagt siden min første indlæggelse i 1995, men derimod, at jeg begyndte at sætte ord på min angst og mit kaotiske følelsesliv sammen med en støtte-kontaktperson, jeg havde fået bevilliget af kommunen. At jeg begyndte at tale om mine forpinte følelser og lige så stille lod mig trappe ud af min medicin er årsagen til, at jeg i dag kan tage ud og holde foredrag rundt om i Danmark.

Artiklen fortsætter under billedet

Jesper Hjøllund er mentor, forfatter til "I sjælens rige" og foredragsholder – Tidligere diagnosticeret Skizofren (Skizo-affektiv, Skizofrenia Simplex)

Jeg ønsker at gøre op med myten om, at alvorlige psykiske sygdomme er kroniske og derfor kun kan behandles med medicin. I mine øjne har psykisk sygdom en årsag, der kan relateres direkte tilbage til kaos i følelseslivet. Dette følelses-kaos kan opstå enten ved undertrykkelse af egne følelser over en årrække eller ved fx en traumatisk oplevelse som et seksuelt overgreb eller deltagelse i krig - også kendt som PTSD eller Post Traumatisk Stress). Når alle de undertrykte følelser pludselig udløses på en gang i individet, hvilket ofte sker ved en stress-påvirkning, så belastes sindet i voldsom grad - typisk med psykoser til følge. Dette har selv jeg oplevet på egen krop.

I mit eget tilfælde var der tale om en dyb sorg, jeg havde båret på hele livet, men ikke forholdt mig til. Da jeg som 17-årig forelskede mig i en pige, blev dette indre følelseskaos udløst på en gang i mig, og jeg blev alvorlig psykisk syg og efterfølgende indlagt på psykiatrisk afdeling. En af de ting, der undrede mig under min første indlæggelse på et psykiatrisk hospital, var, at alle vi patienter, der var indlagt, modtog medicinsk behandling - og ingen af os var raske alligevel! Vi var stadig lige psykotiske, folk havde stadigvæk hallucinationer og mange hørte stemmer. Lægerne sagde, at medicinen var det eneste, der kunne hjælpe os, men den hjalp oftest overhovedet ikke – bortset fra, at den, ud over vores alvorlige sygdom, gav os en lang række ubehagelige bivirkninger både fysisk og psykisk.

Senere skulle jeg lære, at det primære problem med medicinsk behandling er, at patienter, der får medicin, kun svært kan arbejde med deres følelsesliv og dermed komme sig fra deres sygdomme igen, fordi medicinen ”lægger låg” på følelserne. Du kan stort set ikke mærke dine følelser eller komme i kontakt med dem, når du får psykofarmaka (medicin til behandling af psykiske sygdomme). Det kan jeg personligt skrive under på efter at have taget psykofarmaka i mere end 20 år. Jeg levede groft sagt som en følelsesmæssig ”Zombie” og havde praktisk talt ingen kontakt til egne følelser som følge af den medicin, jeg fik. Derfor kunne jeg heller ikke blive rask igen.

Forsøg bl.a. i USA bekræfter mine påstande om skadevirkninger ved psykofarmaka. Et forsøg i San Fransisco så tidligt som fra 1980´erne (Kilde: Läkertidningen 1982, nr. 37) viste meget overraskende, at svært psykisk syge, der blev behandlet med traditionel medicin forblev syge, modsat en tilsvarende gruppe, der blev behandlet helt uden at få medicin. Det overraskende i denne nye behandling uden psykofarmaka var, at stort set alle patienter kom sig fra deres sygdom eller blev helt raske igen.

Læs også

Vejle Sygehus får landets første sygeplejerske med speciale i alternativ behandling

Vi har også i Danmark haft et hospital, der i midt halvfemserne hjalp nogle af de mest psykisk syge patienter i landet. Hospitalet hed Skovhus og lå på Nykøbing Sjælland. Her blev patienterne behandlet med lidt eller ingen medicin, men til gengæld var samtaleterapi og omsorg i højsædet. Herudover arbejdede man med åbent kartotek (dvs. patienterne måtte læse deres egne journaler) og pårørende blev inddraget som en naturlig del af behandlingen. Skovhus havde en helbredelsesprocent på 80 ud af 100 hvilket var og er fuldstændig uhørt i psykiatrisk regi – både i Danmark og i verden. Skovhus blev lukket i 2004 som ”følge af besparelser”.

Hvis psykofarmaka som hovedregel ellers virkede, ville det være fint nok at bruge denne type medicin til behandling af svære psykisk lidelser. Det gør den desværre bare sjældent, Prøv at tag ud på de psykiatriske plejehjem rundt om i landet. Her er nogle af de mest alvorligt psykisk syge patienter samtidig også dem, der får de højeste doser psykofarmaka. Hvis denne medicin virkelig virker, hvorfor fortsætter disse patienter på medicin med at være svært psykisk syge igennem hele deres liv? Uanset hvad man ellers måtte mene om behandling uden medicin i psykiatrien, så skal og må denne behandlingsform være et fast tilbud på alle psykiatriske hospitaler i Danmark. Tusinder af nødlidende mennesker med psykiske sygdomme lades i dag i stikken, når de ikke har nogen målbar gavnlig effekt af den traditionelle medicinske behandling, de modtager, og psykiatrien – helt ubegribelig - ikke har noget alternativ at tilbyde disse tusindvis af mennesker i nød.

At psykiatrien i så mange år har sværget til psykofarmaka i behandlingen af psykiske sygdomme er mig en gåde. Hvis så blot medicinen havde haft en målbar gavnlig effekt på hovedparten af patienterne, ville man kunne forsvare denne form for behandling. Men i stedet for at tage konsekvensen af en ineffektiv behandling, har psykiatrien både i Danmark og resten af verden hårdnakket holdt fast i, at de fleste psykiske sygdomme er kroniske og kun kan behandles med medicin. Således fratager psykiatrien med psykiaterne i spidsen det sidste håb for tusindvis af mennesker, der befinder sig i den værste akutte livskrise, noget menneske overhovedet kan komme i, når de rammes af en altomfattende psykisk sygdom. En sygdom, der ikke bare påvirker dem selv på måder "almindelige mennesker" kun svært kan begribe – men som også påvirker de pårørende, der står hjælpeløst på sidelinjen og kun kan se til, imens deres elskede lades i stikken af et psykiatrisk system, der ikke kan, ikke vil eller ikke evner at indse, at den behandling de giver, langt fra altid virker efter hensigten.

Læs også

Jesper Høyer-Nielsens jagt på det perfekte fotografi