Debatindlæg: Vi bliver rigere, hvis vi investerer i lilla stue

Jeg forstår det spørgsmål, som småbørnsforældre landet over i de seneste uger er gået på gaden med. Jeg får det fra min søn, som selv har børn i institution. Jeg stiller det til mig selv hver eneste dag, og til mine byrådskolleger flere gange om året:

Hvorfor sikrer vi – politikerne i byrådene og i folketinget – ikke bedre normeringer i dagsinstitutionerne? Hvorfor er der ikke, i vores allesammens tilsyneladende rigere og rigere Danmark, en større vilje til at skabe bedre og tryggere rammer i de dagsinstitutioner, hvor vores børn for første gang og i en alder af 1 år møder verden uden mor og far?

Det virker meningsløst. Sandheden er, at forklaringerne er mange.

Et godt børneliv i vores dagtilbud handler i bund og grund om, at der er kompetente voksne tilstede, som kan støtte børnene, så de føler sig trygge, udvikler sig gennem leg og relationer mv. Vi har i kommunerne mange gode dagtilbud, med kompetente pædagoger og pædagogmedhjælpere som dagligt løfter denne opgave. Faktisk yder medarbejderne en anerkendelsesværdig indsats de fleste steder, hver dag.

Stor sympati for protesten

Men det halter især et sted. Som udvalgsformand for børne- og familieområdet i landets sjette største kommune, må jeg blankt erkende, at jeg har den største sympati for de forældre som for et par uger siden gik på gaden med kravet om bedre normeringer. Baggrunden for deres opråb er faktisk nøjagtig den samme bevæggrund til, at jeg gik ind i politik: For at skabe bedre vilkår for børn og unges opvækst og udviklingsmuligheder. Fordi kimen til et godt liv grundlægges i barndommen.

I Vejle Kommune ligger vi omkring landsgennemsnittet på vores normeringer i dagtilbud. Tallene svinger lidt alt efter hvilken opgørelse, man kigger på, for sagen er, at ingen af opgørelserne svarer helt til virkeligheden. Tallene er utroværdige og billedet flimrer, bl.a. fordi vi i Vejle Kommune har en af de mest udbredte grader af modulordninger, hvor forældrene kan vælge mindre tid i pasningstilbuddet. Det gør tallene usammenlignelige.

Men jeg er også helt bevidst om, at forældrene egentlig ikke efterspørger statistik, tal og sammenligninger. De forholder sig til, om der er voksne nok på den stue, hvor de afleverer deres barn. Om der er tid til at tage godt imod lille William om morgen, om der en pædagog på legepladsen, som kan få Gerda med ind i de andres leg eller om der er nogle til at tage over, når Ida savner sin mor.

I kommunerne laver vi hvert år tilfredshedsundersøgelser, og i Vejle kan vi glæde os over, at forældrenes tilfredshed generelt set er høj. Læser vi ind bag tallene, så har forældrene stor anerkendelse til pædagogernes arbejde. De voksne i institutionen gør et formidabelt arbejde ud fra de ressourcer, de er tildelt. Men det står lige så lysende klart, at forældrene savner flere voksne, som har tid til deres børn. Forældrene ønsker helt klart bedre normeringer. Ikke bare i Vejle Kommune, men på landsplan. Derfor går forældrene nu på gaden og stiller spørgsmål til os politikere, uanset om vi har vores gang i kommunerne eller på Christiansborg.

Jeg har en fortid som formand for en børnehave og for en folkeskole. Jeg har i mit job som journalist arbejdet med uddannelse, børn og unge igennem mere end tyve år. Jeg sidder nu som formand for et politisk udvalg, der varetager skolelivet for mere end 11.000 elever og dagtilbud for godt 5000 børn. Et samlet budget på ca. 2 milliarder kroner, når vi tæller vores specialtilbud, døgninstitutioner, skolepsykologer mv. med. Et nærliggende spørgsmål vil være, hvorfor jeg og mine byrådskolleger ikke bare får ændret på tingene, så vi får nogle bedre normeringer.

Forklaringerne er mange.

Pres på den kommunale økonomi

Det nemmeste ville være at omprioritere pengene i kommunekassen. I Vejle har vi en flot vision om at være mønsterkommune for leg og læring i dagtilbud. Men at få pengene til at følge visionen kræver, at der kan skabes flertal blandt de 31 byrådspolitikere til at tage penge fra andre velfærdsområder. Prioriteringer på tværs af ældrepleje, snerydning, idrætsliv og daginstitutioner er ikke så lige til som det lyder. Alle områder har oplevet besparelser de seneste ti år. Desuden er de politiske interesser i et byråd vidt forskellige.

Vi står i kommunerne hvert år over for nye moderniserings- og effektiviseringsprogrammer fra regeringen. Det betyder, at også børne- og ungeområdet hvert år må lave besparelser. Hvis vi finder ekstra midler i kommunekassen, må vi starte med at bruge dem til at afbøde de besparelser, vi får fra centralt hold. Eller vi må gennemføre regulære besparelser på f.eks. skoler og daginstitutioner.

Ydermere er vi i stort set alle kommunerne i de her år presset af, at der kommer flere børn i vores omkostningskrævende specialtilbud. Vi har pres på udgifterne i familieafdelingen til forebyggende foranstaltninger og anbringelser. I Vejle Kommune er vi desuden i den lykkelige situation, at vi oplever tilflytning. Det betyder flere børn i vores dagtilbud, og dermed øget behov for at ansætte pædagoger og pædagogmedhjælpere blot for at opretholde den nuværende normering. Disse ekstra udgifter beløber sig aktuelt til et forventeligt beløb i størrelsesordenen 40-60 millioner kroner alene i Vejle Kommune.

Det er altså penge vi skal finde blot for at opretholde det nuværende serviceniveau på børn- og ungeområdet. Først når vi har fundet disse midler, kan vi begynde at kigge efter ekstra hænder til at forbedre normeringerne på vores almene dagtilbud; vuggestuer, børnehaver og dagpleje.

Vi tager opgaven på os. Vi ser løbende på, hvor vi kan omorganisere, effektivisere og iværksætte nye forebyggende tilbud. Men vi kan ikke lykkes alene.

En fælles forpligtelse

Vi har som land en fælles forpligtelse til at sikre det gode børneliv.

I øjeblikket går det den forkerte vej. Når jeg i mit dagblad læser om en ung, lægeuddannet mor, der har valgt at sige sit job op for at passe sine børn med den begrundelse, at hun ikke vil spise dem af med et dagtilbud med lave normeringer, så har vi et fælles problem. Hun er i sin frie ret til at vælge, som hun gør. Begrundelsen burde bare ikke være dårlige normeringer. Som samfund er det helt tosset, hvis vi ikke understøtter, at småbørnsforældre føler sig trygge og komfortable med at påtage sig et arbejde. Der er brug for de unge på arbejdsmarkedet. Vi har lægemangel. Mange virksomheder skriger på kvalificeret arbejdskraft inden for de naturfaglige fag. Hvis disse unge vælger at gå hjemme, så skaber vi et samfundsproblem, der i sidste ende bliver dyrere end at sørge for gode normeringer i vores daginstitutioner. For det betyder, at Danmark taber konkurrenceevne.

Derfor skaber vi et bedre og rigere Danmark ved at investere i lilla stue.

I kommunerne har vi brug for hjælp fra Christiansborg. Forældrenes krav om minimumsnormeringer i daginstitutionerne er et vigtigt signal til politikerne i Folketinget. Vi har brug for, at der investeres massivt i vores børn, og at pengene går målrettet til flere voksne i vores dagtilbud.

Mit eget parti, Radikale Venstre, har spillet ud med en klar og finansieret plan om bedre normeringer. Der er tale om 4500 flere pædagoger på landsplan. Omregnet til Vejle Kommune ville det give 92 ekstra pædagoger fordelt på vores omkring 50 daginstitutioner. Det ville være en god start. Det ville kunne mærkes både for lille William, Gerda og Ida. Deres forældrene ville også føle mere tryghed, når de kunne aflevere børnene til voksne, der har tid til at være nærværende og har tid til at tage sig af alle de små og store udfordringer der hver dag opstår i et barn på 2-3 år, som afleveres af mor og far i en daginstitution.

Det ville være smukt hvis politikere i kommuner og folketing stod sammen med småbørnsforældrene i ønsket om et bedre børneliv. Løsningen er bedre normeringer. Det starter med nogle målrettede investeringer.

Torben Elsig-Pedersen er medlem af Radikale Venstre og formand for Børne- og Familieudvalget i Vejle Kommune.