Lørdag morgen i medierne begynder med tyfoner og orkaner i øst og i vest. Hvad ikke mange ved er dog, at jordens undergang kan læses i det helt nære: De tegn, som pludselig findes i Vejle.
Her til morgen fandt Henning Madsen på sin tur med hunden Kaiser, at en invasion var på vej mod Fjordenhus i Vejle. Ikke af russere fra øst, ikke af vildsvin fra syd, men af blæksprutter fra Vejle fjord.
“Det var et meget mærkeligt syn, der mødte os. Kaiser løb ud på broen og gøede som aldrig før. Jeg fulgte efter, gned mig i øjnene, og først langsomt forstod jeg at det var ottearmede blæksprutter af cellophaloid-arten, der var i færd med at kravle op i Fjordenhus. Jeg så en falanks på 100-150 blæksprutter i deres eget adstadige tempo,” fortæller Madsen.
Ingen mulige snuptag
I Vejle Kommunes skadedyrsafdeling er Rita Pokstik sat på sagen: “Vi ved ikke hvorfor blæksprutterne har angrebet Fjordenhus. Vi er slet ikke vant til blæksprutter i fjorden, men vi må konstatere, at de er virkelige nok. De er bløddyr af cellophaloid-arten, som normalt findes i Stillehavet. Vores miljøteknikere er nu sat på sagen, men der er langt flere blæksprutter end det er muligt at fjerne med en snuptagsløsning, sådan som vi plejer her i kommunen,” siger hun.
Direktør i Kirk Kapital, Karsten Krak Sivertsen, som har kontor i Fjordenhus, var meget knap i mælet, da han forsøgte at trænge igennem til nøglehullet i døren: “Det her … det her er enden på kapitalismen.”
Satiren er bragt i samarbejde med The News.