I forsøget på at blive mere folkelig er statsminister Lars Løkke Rasmussen i al hemmelighed flyttet ind i Finlandsparken.
“Jeg skal være mere folkelig,” siger en let stolt statsminister, da vi finder ham i slåbrok søndag morgen på hans nye adresse i Finlandsparken. Cigaretten er i den ene hånd, og en dåse Carlsberg i den anden. Sådan kender vi ham! Men omgivelserne i beton er nye.
Ifølge Statsministeriet falder Løkkes flytning sammen med et øget fokus på skattefri boliger for politikere. Marienborg nord for København har i mange år stået skattefrit til rådighed for statsministeren – det eneste landets leder skulle gøre til gengæld var at feje for egen dør.
Den ordning blev til sidst for meget for Løkke, som er blevet angrebet fra flere sider for magnetisk at suge privilegier til sig på skatteydernes regning.
“Ja,” indrømmer Løkke: “Det har også haft indflydelse på min beslutning.”
Om den nye ghettopakke, som har skabt et usikkert boligmarked i landets såkaldte ghettoer, og derfor også billigere lejepriser, også spiller ind på landets leders beslutning om at bosætte sig i lige netop Finlandsparken, ønsker statsministeren ikke at udtale sig om. Men det er en kendt sag, at han tidligere har haft problemer med at betale for sit eget tøj.
Nervøse naboer
Naboerne er ikke udelt begejstrede for den nye lejer.
“Han ryger i sengen, det kan vi se gennem vinduerne. Vores Finlandspark er blevet et mere usikkert sted, efter hans indflytning tidligere på måneden,” fortæller naboen i lejligheden t.h., som helst vil være anonym.
Desuden klager flere over larm fra statsministerens lejlighed. Angiveligt handler det om at han er gået i gang med at renovere lejligheden.
”I know I made this banging,” siger han med en undskyldende mine til vores udsendte, mens han vifter med en hammer.
I lejligheden t.v. bor Åse Henriksen, og hun er til gengæld tilfreds med Løkke som ny nabo.
“Nu får vi i det mindste skidtet samlet ét sted. Siden han flyttede ind, har han fejet for egen dør. Det er nærmest en dårlig vane, han har taget med sig fra Marienborg, men man skal bære over med folk fra landet. Under alle omstændigheder kan jeg nu hver dag finde skidtet lige ved siden af hans hoveddør, og så er det jo bare at finde fejebakken frem. Jeg tror ikke han selv har fundet ud af, hvor den står,” slutter Henriksen og nikker godmodigt hen mod statsministerens dør.