Morderisk mordskab: Anmeldelse af efterårsgyset Ready or Not

Bryllup og brætspil er omdrejningspunktet i den nye film. Foto: PR - Fox Searchlight Pictures

En bruds bryllupsnat tager en forfærdelig drejning, da hendes nye svigerfamilie tvinger hende til at deltage i en gammel familietradition. Hvad hun tror er en uskyldig leg, er i virkeligheden et drabeligt spil om liv og død. Ready Or Not er en vanvittig gyser fyldt med sort humor, som kan fanges i biografer landet over.

Hvis man hører navnet Samara Weaving, ringer det nok ikke umiddelbart nogle klokker. Den kun 27 år gamle skuespiller er nemlig et forholdsvis ubeskrevet blad på det store lærred. Foruden en lille rolle i Oscar-hittet 'Three Billboards Outside Ebbing Missouri' og en fed rolle i Netflix-slasheren 'Babysitter' er det nok de færreste forundt at kende til hende. Med 'Ready Or Not' cementerer Weaving dog sit talent, samtidig med aat hun når ud til en langt bredere publikumskare, og gudskelov for det. Hendes præstation i dette voldsorgie er nemlig muligvis den bedste break-out performance for en ny skuespiller i år.

Samara Weaving spiller karakteren Clara, som skal giftes med Alex. Alex er yngste søn i Le Domas-imperiet, der har slået sit navn fast som brætspilproducenter. Som et indvielsesritual skal Clara på hendes bryllupsnat spille et spil. Det kan være skak, Sorteper eller dam. Reglen er blot, at hun skal spille et spil. Ud af alle spillene er der dog ét, som har et lille twist; gemmeleg. Ikke overraskende er det netop gemmeleg, som Clara skal igennem, hvorfor hun gemmer sig i familiens kæmpevilla.

Hvad hun først tror er en uskyldig barneleg og fjollet familietradition, viser sig dog hurtigt at være alt andet end sjov og ballade. Mens hun gemmer sig, udruster familien sig med diverse mere eller mindre morbide våben, og går på jagt efter den nyslåede brud. Hvis ikke hun overlever indtil solopgang, hvor legen slutter, er det ude med hende. Således begynder et drabeligt spil mod uret.

Der kan siges meget om 'Ready Or Not'. Onde tunger har kaldt den uoriginal og generisk. Hvad man derimod også kan kalde den er morsom, veludført og enormt underholdende. Filmen har nemlig den styrke, at den ved præcis hvad den er, og måske vigtigere, hvad den ikke er. Den er en lavbudget-horrorfilm med komik og gys. Den er sin egen samtidig med, at den står på skuldrende af en lang række lignende genrefilm fra både 80'erne og 90'erne. Den har en let forståelig historie, ikke alt for kringlede karakterer og en hovedperson man virkelig holder af. Den er ikke et forsøg på at starte en stor forkromet franchise med 70 film og 30 spin-off's, som ellers tilsyneladende er tendensen nu til dags. Den er bare en god oplevelse og intet andet.

'Ready Or Not' viser gode takter både visuelt og historiemæssigt med denne vanvittige historie. Samara Weaving, i hovedrollen som Clara, leverer en af årets bedste præstationer fra en ny skuespiller, og hele oplevelsen er så morsom og ligetil, at man ikke kan andet end at more sig. Den er ikke stor filmkunst. Den kommer heller ikke til at ryste dig i din grundvold. Den er simpelthen bare en god oplevelse, og ikke så meget andet.

4 ud af 6 stjerner

Ready or Not | Official Trailer | August 22

 

Læs også