'Godzilla II: King of Monsters' - tomme monsterkalorier

Foto: Warner Brothers / Legendary Entertainment

i 2014 kom Gareth Edwards' (Rogue One) genoplivning af en af filmhistoriens mest ikoniske monstre; Godzilla. Filmen var en middelmådig, om end ganske pæn omgang monster action. Til publikums ærgrelse dog uden så meget monster. Dette, mildest talt, problematiske valg for en monsterfilm er i mellemtiden blevet udlignet, for nu er den nye 'Godzilla II: King of Monsters' landet i biografen, og du godeste hvor er der mange monstre!

Godzilla havde først sin debut i 1930'erne, men er siden blevet set i en perlerække af vanvittige monsterfilm. Han har været portrætteret som brutalt monster, misforstået kæmpe med et hjerte af guld og sågar som en japansk kæmperobot.

Mange i vores tid husker ham desværre bedst for makværket 'Godzilla' af Roland Emmerich, fra 1998. Så da der i 2014 udkom en ny Godzilla-film, var mange fans spændte på om deres ynglings monster kom tilbage til fordums storhed. Svaret var, ja -og nej. Godzilla både lød som, og lignede sig selv, men forsøget på at skabe et spændende persongalleri af skuespillere fejlede fatalt, og gjorde filmen til en halvlang og ujævn omgang middelmådig actionrabalder.

De seneste fem år er der derfor blevet arbejdet benhårdt på en opfølger som retter op på disse mangler. Men gør den så det?

Overflod af skuespillere helt overflødig

'Godzilla II: King of Monsters' fortsætter fem år efter hændelserne i den første film. Jorden er langsomt ved at rejse sig fra de katastrofale hændelser omkring de store monstre, men har samtidig opdaget, at der er langt flere monstre end hidtil antaget.

Så langt så godt, hvad præmissen angår. Der dvæles ikke synderligt ved detaljerne, for vi som seere vil jo bare se monstre, ikke sandt? Det er i hvert fald den helt klare antagelse fra producenternes side. Mængden af scenetid til disse abnorme kæmper er i hvert fald skruet i vejret. Det står i herlig kontrast til den manglende action i den første film, men det betyder også, at det - i øvrigt unødvendigt - store cast af skuespillere bliver voldsomt overflødige. Eftersom filmens menneskelige karakterer skal forestille at være bindeleddet mellem os som seere, og monstrene, er det simpelthen dybt problematisk at deres roller er så intetsigende. De fungerer udelukkende som talerør for at skubbe handlingen fremad. karakterudvikling eller emotionelle forbindelser er der ikke meget af, og jeg mistede overblikket over, hvor mange gange disse karakterer blot stod i rundkreds og åbenlyst forklarede os seere, hvad der nu skulle ske. Det er slet og ret dårlig historiefortælling.

'Godzilla II: King of Monsters' er en voldsomt ujævn film, som af uforklarlige årsager foregår i så hæsblæsende et tempo, at man ikke sidder med skyggen af interesse for den egentlige handling. Man vil bare se monstre slås mod monstre. På den konto leverer den, men selv det føles en smule tamt uden en gribende historie.

Alt i alt bliver 'Godzilla: King of Monsters' en hæsblæsende, larmende og actionpakket omgang tomme kalorier uden bid eller følelse. Er du til hjernelammende action er denne film garanteret for dig, men selv en actionfilm bør - i min ydmyge optik - have bare en smule indhold for at fastholde interessen.

3 ud af 6 stjerner

Se traileren til filmen lige her: 

 

Godzilla: King of the Monsters - Final Trailer - Now Playing In Theaters