Brad Pitts nye film er science fiction med hjertet på rette sted

Brad Pitt gør god figur i rollen som astronaut. Foto: Twentieth Century Fox

Ad Astra er fortællingen om astronaut Roy McBride, som sendes på en tophemmelig mission på tværs gennem solsystemet på jagt efter svar. En rørende, visuelt blændende og nervepirrende oplevelse, som må og skal opleves på det store lærrede. Ad Astra er ude nu.

Der er mange måder at forsvare sig selv på, men Roy McBride - spillet af Brad Pitt - har en helt særlig overlevelsesevne. Uanset hvad man smider efter ham af udfordringer, kommer pulsen aldrig over 80 bpm. Ikke en gang da han udvælges til at efterforske en række uforklarlige energiudladninger, som har kostet mange mennesker livet bliver han rystet. Roy er søn af den verdenskendte og nærmest legendariske astronaut Clifford McBride, så han har store sko at udfylde. Men hvis nogen er mand til at løfte sin fars arv, er det Roy. Med en sjældent set stoisk ro, tackler han gang på gang livsfarlige situationer uden så meget som at blinke. Brad Pitt er en sand fornøjelse i rollen som Roy (og hvad sker der lige for, at han aldrig tidligere har haft hovedrollen i en stor rumfilm?!), og leverer endnu en fremragende præstation i år.

Foruden en flot præstation af filmens hovedrolle, skal især fotografen Hoyte Van Hoytema nævnes. Van Hoytema har titler som Interstellar, Dunkirk og Lad Den Rette Komme Ind på sit CV. Hans billeder har en æterisk æstetisk fornemmelse over sig og koblet med setdesigns, bliver Ad Astra først og fremmest en visuel præstation, som er til at gå på røven over. Farvebrug - eller mangel på samme - afspejler flot vores hovedrolles indre rejse. Selv i filmens mere intense og actiontunge scener formår han at bibeholde det flotte billede, så filmen tydelig formidler sit budskab.

Historien er en flot rejse ind i sindet på en følelsesmæssigt afstumpet mand, som er så afskåret fra sig selv, at intet kan slå ham ud af kurs. Han er hverken et nervevrag, depressiv eller katatonisk. Han er der bare. Filmen formidler flot, at hvad der nærmest fungerer som virkelighedsflugt forandres til en levendegørelse af hans indre, og at smerte ikke er lig med enden, men at vi lever netop gennem smerten for at mærke glæden ved livet.

Filmen er ikke fejlfri, og har efter min mening lige lovligt mange scener og locations, som ikke i sidste ende tjener noget større formål. Derudover er den måske en anelse for komfortabel med brugen af voice over, som jeg synes forsimpler et ellers meget effektivt narrativ. Når det så er sagt, er Ad Astra stadig en kæmpe visuel bedrift, og selv på instruktørplan en flot præstation. Sidstnævnte siger ikke så lidt, da instruktørens seneste film The Lost City Of Z er noget af det mest gråmelerede og uinteressante, jeg har set i nyere tid. Gør dig selv den tjeneste at se denne film i biografen, og gør det først og fremmest for den visuelle oplevelse det er, mere end for historiens skyld.

4 ud af 6 stjerner

AD ASTRA | OFFICIAL TRAILER #3 | 2019

Læs også