'The Meg' havde premiere i Lido i går (9. August). Vores anmelder tog en kammerat med en tur i biografen for at se den nyeste haj-film fra Hollywood.
'The Meg' er instrueret af John Turtletaub, som nok er bedst kendt for den børnevenlige Indiana Jones, 'National Treasure'-trilogien med Nicholas Cage i hovedrollen. Denne gang er Cage skiftet ud med det britiske action-ikon, Jason Statham. Statham, som har været med i blandt andet 'The Expendables'-filmene, spiller i 'The Meg' den tidligere u-båds-dykker, Jonas. Jonas bliver tilkaldt fordi en anden u-båd er strandet på bunden af Marianergraven, små 12 kilometer under havets overflade. Han er den eneste som er dygtig nok til at kunne udføre en redningsmission på de dybder. Men det strandede fartøj er ikke alene på bunden af Marianergraven. Dybderne huser nemlig hidtil usete rædsler, og hvad der skulle have været en rutinemæssig redningsaktion udvikler sig til et hæsblæsende kabløb mod monsteret fra dybet. Mod Megalodon!.. Og det er endda bare anslaget.
'The Meg' er en haj-film. Slet og ret en haj-film. Siden 1975, da Steven Spielberg lavede 'Jaws', har Hollywood elsket haj-film. Det har affødt en lang række mere eller mindre seriøse og succesfulde film med den kødædende fisk som skurk. Mange er blandt andet bekendt med 'Sharknado'-filmene, som et glimrende eksempel på en fjollet, men underholdene B-film. Så hvor lander 'The Meg' på skalaen? Er den et nyt mesterværk, som 'Jaws', eller et fjollet actionbrag som 'Sharknado'?
'The Meg' er med sine 150 millioner dollars nok den dyreste haj-film til dato, men det er ikke den mest selvhøjtidelige. Den er selvbevidst nok til at vide, hvornår den fungerer, og hvornår den bliver for fjollet. Den leverer ikke blændende skuespil, men er heller ikke jammerligt elendigt håndteret. Den balancerer glimrende på den knivsæg, som afgør hvorvidt en film er så fjollet, at den er god eller så fjollet, at det er for dumt. Historien er underligt skruet sammen og udføres på en måde, som giver én følelsen af, at man nærmest ser den samme film to gange, i én film. De ynkelige forsøg, der er på at lave emotionelle forbindelser mellem karaktererne er enten virkeligt fjollede eller også fører de bare ingen vegne hen. Karaktererne er så forglemmelige, at jeg i skrivende stund, blot en time efter rulletekster rullede ned af lærredet i biografsalen, ikke kan huske navnet på andre end vores hovedperson.
Men... Der er en kæmpemæssig haj med, som angriber alt og alle og som efterlader os med en film, der er så spækket med actionscener og idiotisk morsomme one-liners, at man næsten ikke kan andet end at have det sjovt med 'The Meg'. Min ven og jeg havde en seriøs omgang mandehygge og selvom ingen af os oplevede et mesterværk, så blev 'The Meg' alligevel en fabelagtig biograftur.
Så hvis du mangler et tag-selv-bord af tomme actionfilm-kalorier, så skynd dig ind og se 'The Meg' med vennerne.
