Sirenerne hyler: Derfor alarmeres hele landet i dag

Klokken 12 vil sirenerne lyde over hele landet. Foto: Shutterstock

Hvis en større ulykke eller katastrofe rammer, kan sirenerne advare dig om, at der er fare på færde. Den første onsdag i maj tester myndighederne som altid sirenevarslingssystemet for at minde om, hvad sirenerne betyder – når det altså er alvor

Onsdag vil det forhåbentligt gå de færrestes næse forbi, at det pludseligt larmer ualmindeligt meget. Det er der en rigtig god grund til. Det er nemlig første onsdag i maj. Dagen hvor myndighederne traditonelt sikrer sig, at Danmarks varslingssystem fortsat er i topform. Det sker også i dag, når sirenerne lyder klokken 12. 

Sirenerne har et særligt formål. Den skal få befolkningen til at gå indendøre og søge informationer om den aktuelle situation hos enten DR eller TV 2.

 

Kort efter sirenerne har lydt kan man nemlig – når det er alvor – finde information om krisen eller ulykken hos DR eller TV 2. Politi og andre myndigheder kommunikerer også via pressen, hjemmesider og sociale medier. 

Man skal ikke ringe 1-1-2, når sirenen lyder. Man bør altid kun ringe 1-1-2, hvis man selv eller andre er i akut fare og har brug for hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance.

Har ét formål

Der er altså vigtigt at slå helst fast, at der ikke fare på færde, når sirenerne starter landet over onsdag 6. maj.

"Den primære grund til, at vi tester systemet, er at minde folk om, hvad de skal gøre, hvis det en dag er alvor. Og så skal vi selvfølgelig teste, at sirenerne virker," siger kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, Lars Aabjerg Pedersen, og fortsætter:

"Pointen med sirenerne er at gøre folk opmærksomme på, at der er fare på færde. Lyden af en sirene skal få folk til at gå inden døre og søge information hos DR eller TV 2."

Ring ikke hertil

Man skal ikke ringe til 1-1-2 eller andre numre til myndighederne under en virkelig krise eller ulykke. Det skal man heller ikke under testen.

"Man skal altid kun ringe 1-1-2, hvis man selv eller andre i nærheden er i akut fare og har brug for udrykning fra politi, brandvæsen eller en ambulance. Heller ikke under testen på onsdag er der behov for at ringe 1-1-2 eller andet," siger Lars Aabjerg Pedersen.

Hvert år er der typisk en håndfuld eller to af de over 1.000 sirener, der giver en fejlmelding. Beredskabsstyrelsen får elektroniske tilbagemeldinger på, hvilke sirener der giver problemer.