Nu er det slut: Butikker fjerner populært produkt fra hylderne

Bauhaus-butikkerne vil i fremtiden ikke sælge Roundup. Foto: Shutterstock

Nu forsvinder endnu et produkt fra butikshylderne, da det er skadeligt for miljøet. Butikker i Bauhaus-kæden vil således ikke længere sælge ukrudtsmidlet Roundup.

I løbet af i år slutter det.

Her kan kunderne ikke længere finde ukrudtsmidlet Roundup på hylderne hos Bauhaus. Kæden af byggevarehuse fjerner ukrudtsmidlet, både fordi den har øget sit fokus på miljøvenlige løsninger, og fordi der nu findes alternative produkter, der kan dække efterspørgslen.

Det fortæller Bauhaus selv i en pressemeddelelse. 

I løbet af de seneste år har Bauhaus undersøgt alternativer til Roundup, som ikke indeholder glyphosat, men stadig er effektive:

"I dag er der så mange alternative produkter, der kan det samme som Roundup, så vi synes, det giver god mening at stoppe salget. Vi kan fjerne glyphosat fra hylderne og stadig servicere vores kunder med et bredt udvalg af effektive ukrudtsmidler," siger salgsdirektør Palle Johansen.

Udfasningen af Roundup skyldes ikke en faldende efterspørgsel, fortsætter han:

"Der er stadig kunder til Roundup, men dem vil vi gerne rådgive til et mere miljøvenligt valg. Du kan sagtens få bugt med ukrudtet uden glyphosat. Hvis nogen kunder er i tvivl om, hvad de så skal benytte, er de velkomne til at spørge. Vores medarbejdere står klar til at rådgive om alternativerne."

Læs også

Dyrenes Beskyttelse fraråder kaniner som kæledyr for børn

Sætter mærker på grønne produkter

I 2019 introducerede Bauhaus Pro Planet, en grøn logo-mærkning, som skal hjælpe byggevarehusets kunder med at træffe et grønnere valg, når de køber produkter i kædens butikker. 

"Med det stigende fokus på bæredygtighed vil vi gerne være ansvarlige og generelt drive mere bæredygtige byggevarehuse. Pro Planet er en helt konkret hjælp til vores kunder, som gør det nemt for dem at træffe det grønne valg, når de handler hos os," siger Palle Johansen.

Ud over på de giftfri ukrudtsmidler findes miljø-logoet også på FSC-godkendte havemøbler, miljørigtig maling, varmegenvindings-anlæg, brændeovne, der lever op til strenge miljøkrav, indkøbsnet af 80 % genbrugsplast og mange flere produkter.

I varehusene er der også kommet mere fokus på miljøvenlige løsninger med containere til brugte batterier og lyskilder. For at reducere energiforbruget er der nu store områder med LED-belysning, og flere varehuse benytter solenergi, hvilket samlet set betyder 10.000 m2 solfangere.

 

Læs også

Spæner fra sin regning: Men glemmer en vigtig detalje