Fredag blev to brødre fra Vejle dømt for salg af mere end 900 g kokain i Vejles natteliv. 29 af deres kunder er også sigtet.
Sydøstjyllands Politis efterforskning af brødrene på henholdsvis 25 år og 22 år viste, at handlerne ofte foregik i nattelivet over telefonen med mobilepay. Efterforskningen førte også frem til 29 kunder, der nu er sigtet for køb af forskellige mængder kokain.
Det oplyser politiet mandag.
Retten i Kolding dømte brødrene hver 4 års fængsel for salg af kokain og herudover en betinget udvisning af Danmark. Den 25-årige og 22-årige udbad sig begge betænkningstid i forhold til dommen.