Kampklædte betjente, flere stoppede biler og anholdelser i en sag om frihedsberøvelse.
Flere personer blev angiveligt anholdt, da kampklædte betjente fra Sydøstjylland Polit natten til torsdag gennemførte en stor politiaktion på E45. Det skete som led i en sag om frihedsberøvelse, der startede i Aarhus. Det bekræfter Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Østjyllands Politi blev sent onsdag aften i det vestlige Aarhus opmærksom på, at et større antal gerningsmænd var i færd med at foretage ulovlig frihedsberøvelser af flere personer i området. Flere køretøjer og personer opholdte sig i området, og da politiet kørte frem mod køretøjerne opstod der en situation, hvor der, efter en kort eftersættelse, blev standet et køretøj, og fire personer med tilknytning til sagen blev anholdt.
Flygtede syd på
De øvrige tre biler kørte fra stedet, men blev senere, i en koordineret indsats med Sydøstjyllands Politi, bragt til standsning på E45 ved Vejle, hvilket medførte en kortvarig lukning af motorvejen. I den forbindelse blev yderligere ti personer anholdt. Anholdelserne foregik forholdsvist udramatisk. I to køretøjer fandt politiet to mænd, der befandt sig i bilerne imod deres vilje.
”På nuværende tidspunkt er det politiets opfattelse, at der er tale om en isoleret hændelse mellem to bandegrupperinger, og at det bunder i en personlig strid, ” siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.
De 14 anholdte er alle mænd i alderen fra 19 til 33 år. De fremstilles alle i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 16. Anklagemyndigheden vil ved grundlovsforhøret anmode om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.