Gratis elektronisk musikarrangement i Mariaparken

Et billede fra sidste års arrangement. Forhåbentlig bliver vejret lige så godt i år.

Syv DJ's sætter stemningen, når Vejle inviteres til gratis elektronisk musik, hygge og forhåbentlig solskin i Mariaparken.

Fredag den 1. juni er der særlig grund til at slå sig ned i Mariaparken. Denne eftermiddag, fra klokken 14 til 20, disker initiativet "Elektroniske Vejle" nemlig op med hele syv DJ’s.

Arrangementet som hedder ”Deephouse & Chill,” er ganske gratis og byder på masser af elektronisk musik - særligt indenfor de mere bløde subgenrer som deephouse og tropical - behagelige toner og rytmer, man kan nyde og slappe af til.

“Vi skal have meget mere elektronisk musik i Vejle. Kig forbi, tag et tæppe med, smid dig i solen og nyd det!” lyder opfordringen fra Preben Steen Nielsen, der sammen med Morten Elsborg Hansen står bag initiativet.

De driftige fyre har tidligere afholdt lignende arrangementer i Mariaparken samt til Vild med Vand, hvor op mod 500 gæster har nydt godt af arrangementet.

De syv optrædende DJ’s er Alexandra M, Kristian Uth, Elsborg, Aske Valbak Sønderup, Erik Højgård, Krebs og Ashoya. Der kan findes eksempler på deres evner til at remixe på soundcloud.