Vurderingsdag på Vejle Kunstmuseum: Få sat pris på dine ting

Verdens dyreste frimærke kostede 12,8 millioner kroner. Det var et svensk fejltryk. Mærket skulle have været grønt, men var i stedet gult. Foto: Shutterstock

Du kan få dine ting vurderet, når vurderingseksperter fra Bruun Rasmussen besøger Vejle Kunstmuseum tirsdag den 15. maj.

Har du nogensinde overvejet om dine gamle arvestykker var guld værd - eller har du aldrig skænket det en tanke? Undertegnede kender faktisk nogle, der uforvarende smed nogle gamle litografier ud. Blot for sidenhen at finde ud af, at de var mange tusinde kroner værd.

Tirsdag den 15. maj fra klokken 15 til 18 kan du finde ud af om dine gemmer gemmer på en skjult skat, der kan indbringe en formue på auktion. Det foregår på Vejle Kunstmuseum og er ganske gratis og uforpligtende. Eksperterne fra Bruun Rasmussen sætter denne dag pris på kunst, design, antikviteter, smykker, armbåndsure, frimærker, mønter og vin.

På dagen er det også muligt at indlevere genstande til Bruun Rasmussens kommende auktioner. Hvis din samling er for omfattende til at tage med, er du velkommen til at medbringe fotos eller lister.