Vinterbader: Vi bør tage hensyn til hinanden - både på Facebook og ved Tirsbæk Strand

Denne artikel kunne også have haft en mere tabloid overskrift: "Tidligere nøgenbader tog badedragt på efter voldsom facebookdebat." Det ville sandsynligvis have fået flere til at klikke på den, men ikke være befordrende for meget andet end netop dét. Så må man jo bruge noget andet som blikfang. For god ordens skyld bør det nævnes, at billedet ikke viser hverken Vera Ibsen eller Tirsbæk Strand. Foto: Shutterstock.

Bølgerne gik højt i forrige uge, da et opslag på Facebook sparkede en debat i gang om, hvorvidt det var i orden at bade nøgen ved Tirsbæk Strand. Men blev fronterne trukket for skarpt op?

Vera Ibsen er en af vinterbadeforeningen Morgenrødens 500 medlemmer. Hun har badet i mange år, men vinterbadningen tog hun først op, da der kom faciliteter ved Tirsbæk Strand i efteråret. ”I starten var det meget grænseoverskridende at gå nøgen i vandet. Men når vandet er under fem grader, kan du simpelthen ikke have badetøj på. Desuden var det jo mørkt,” fortæller hun og tilføjer: ”Jeg har fire veninder, som jeg bader med dernede, og vi har da talt om det grænseoverskridende ved det. Tænk om der kom en, som jeg kendte rigtig godt. For eksempel min chef.”

Vera Ibsen kom dog sig over sin blufærdighed, og har henover efteråret, vinteren og det tidligere forår kastet sig i bølgerne uden badetøj på. Men da hun og to af hendes veninder i onsdags mødtes på Tirsbæk Strand - kort tid efter debatten på Facebook – besluttede de sig samstemmigt for at tage badedragt på: ”Der var rigtig mange mennesker på stranden, der sad med deres madkurve og hyggede sig. Det handlede om at tage hensyn,” forklarer hun.

En anden kropskultur i 70’erne

Selvom debatten på Facebook var med til at katalysere Vera Ibsen og venindernes beslutning om at beholde badedragten på, var det dog langt fra det eneste argument. ”Det handler om at værne om det, der er dejligt ved Tirsbæk Strand. Der er mange af anden etnisk herkomst, kajakroere og hundeluftere - og der skal være plads til alle. Jeg var ung i halvfjerdserne, hvor der var en anden kropskultur, og det var normalt at gå topløs. Jeg har udlevet min trang til at provokere,” forklarer hun.

Vera Ibsen har ikke læst alt, hvad der blev skrevet på Facebook, men hun har dog fulgt med i debatten. Hun ærgrer sig over tonen, og over at debattørerne hurtigt blev delt op i to fronter: ”Der var en retorik og sprogbrug, som jeg ikke brød mig om. Når man er dernede, kan man godt mærke, at nogle bliver forlegne og ikke ved, hvor de skal kikke hen. Mangfoldigheden og rummeligheden manglede i debatten. Dem der synes det var grænseoverskridende blev opfattet som snerpede: Tænk, at der nogen, der kan tage skade af et se et nøgent menneske! Men jeg brød mig heller ikke om det oprindelige opslag. Det var vist noget med nogle gamle, grimme mennesker. Hvad for en kropskultur er det udtryk for?”

Skal stigen flyttes?

I vinterbadeforeningens sauna på Tirsbæk Strand har snakken gået lystigt siden debatten brød løs. Et af emnerne har været om foreningen burde flytte stigen, så den vendte væk fra picnic-området, og dermed blev skærmet af saunaen og omklædningen. Det fortæller Vera Ibsen. Selv synes hun at det er en glimrende idé: ”Der har været vinterbadere her i mange år. Udfordringen er at vi er blevet så mange, og jeg synes ikke, at vi som klub har behov for at gøre os mere synlige. Vi kan bade mere diskret, hvis vi er dækket af husene.”

I første omgang bliver stigen pakket væk sammen med saunaen og omklædningsrummet. I dag var nemlig sidste dag i vinterbadesæsonen. Den nye sæson starter 1. oktober.