Hærdebrede Razorbacks skal være vagter ved Metallica-koncert

Eventuelle ballademagere tænker sig nok om en ekstra gang, hvis de risikerer en tackling fra en af Razorbacks spillere. Fotograf: 1st Down Photo

Når Lars Ulrich og de andre rockstjerner fra Metallica på tirsdag skal spille koncert i Boxen i Herning, sørger spillere og frivillige fra Triangle Razorbacks for at der ingen ballade bliver blandt publikum.

Den amerikanske fodboldklub Triangle Razorbacks kan ikke bare finde ud af at vinde danmarksmesterskaber. Ofte hjælper de også til ved større koncerter og arrangementer, og på tirsdag drejer det sig om en af de helt store af slagsen, når de amerikanske Heavy-Metal-giganter fra Metallica spiller for en fyldt Boxen.

”Jysk kontrollør og vagtservice har altid været en del af klubben, og når de har haft brug for hjælp, så stiller vi op,” fortæller Michael Panayotis, næstformand for Razorbacks, som forklarer at den slags arrangementer er meget befordrende for sammenholdet i den succesfulde klub.

Nicholas Møller-Hansen spiller O-line for førsteholdet, og han glæder sig helt vildt til på tirsdag. Både fordi han er glad for Metallicas musik, men også fordi han bare godt kan lide at komme ud at stå vagt. ”Det er altid vildt sjovt, og så hjælper jeg jo også vores klub, fordi de får penge, så der bliver råd til udstyr til de unge drenge,” forklarer han.

Nicholas Møller-Hansen som spiller O-line har de seneste to år spillet for andetholdet, men i år rykker han rundt med modstanderne i landets bedste række.

Store, men flinke

Det kræver en vis mængde muskler og kropsstørrelse for at blive en succesfuld amerikansk fodbold-spiller, og det kan tænkes at eventuelle ballademagere vil tænke sig om en ekstra gang, når de får øje på Nicholas Møller-Hansen og hans holdkammerater. Selv er Nicholas knap 190 centimeter høj og vejer 140 kilo – hovedsageligt muskler - men ”nok er vi store, men vi er også flinke,” slår han fast.

Næstformand Michael Panayotis er selv en del af den cirka 25 mand store delegation som tager turen til Heden. Foruden næstformanden, og spillere fra første- og andetholdet, er der også både forældre og fans med. ”Det har været en af de opgaver som har været nem at sælge. Jeg kan huske at vi havde en klassisk koncert engang, hvor det var lidt sværere at skaffe frivillige,” siger han med et grin, før han tilføjer: ”Jeg har heller aldrig selv været til Metallica-koncert før, og selvom man er på job, får man jo lidt med alligevel.”