Tilde Trold bag facaden

I et skovbryn nær Skibet bor Tilde Trold. Indimellem inviterer hun børnene fra Skibet Børnehus på besøg i sin hule. Vejle24 var med, da piraterne kom forbi til eventyr og tigergryde.

Børnene fra piraternes stue i Skibet Børnehus sniger sig gennem skovbrynet i retning mod lyden af fløjtespil. ”Kom indenfor, kom indenfor,” lyder det fra Tilde Trold, da hun tager fløjten fra munden og byder børnene velkommen. ”Sikke mange børn: Er der hundrede børn, eller hva’?” spørger hun, og bliver mødt af et fælles ”Neej!”

Der er velsagtens en snes børn, som sætter sig til rette på de små træbænke rundt om Tilde, som ganske kort tid efter har troldebundet børnene, da hun fortæller eventyret om Jens og koen Bukolla, som må gå grueligt meget igennem, da de bliver jagtet af to glubske trolde.

Tilde Trold elsker at danse: ”Du kan ikke være sur, når du synger eller danser,” forklarer Tilde.

Til eksamen som Tilde Trold

Tilde Trold er 109 år gammel og ligesom mange andre trolde er hun født og opvokset på Island. I jagten på et bedre liv emigrerede hun dog for mange år siden til Danmark. Ligesom andre, som krydser grænsen, måtte hun integrere sig. Trolde som Tilde, som er sortsmudskede og taler med en sjov accent, kan have det svært i Danmark - så Tilde skiftede identitet: Fra trold til menneske, fra Tilde Trold til Kristin Bjørk.

Kristin Björk blev landsmandskone, fik tre børn (som nu er granvoksne) og formåede i mange år at skjule sin sande identitet. Men da hun for 12 år siden skulle op til den afsluttende eksamen som kunstpædagog, glippede det. Hun glemte at klæde sig ud, og dukkede op til eksamen som Tilde Trold. Men hun bestod eksamenen, og fandt på den måde ud af, at der i det pædagogiske univers, i børnenes univers, var plads til en trold som Tilde.

Det mente de også hos Skibet Børnehus, som for ti år siden ansatte Tilde. Godt nok er det Kristin Björks navn der står på ansættelseskontrakten, og en stor del af tiden, er det også Kristin der er på arbejde, men nogle gange om året, får Tilde Trold lov til at dukke op på arbejde. ”Der er ikke den store forskel, når jeg er klædt ud. Forskellen er at Kristin er nødt til at være mere praktisk, fordi hun er en del af den voksne verden.  Engang imellem bliver Kristin kaldt ind på en stue, hvor der mangler en hånd. Tilde må lave lidt mere ballade,” forklarer Tilde Trold.

Naturen er gratis

Da eventyret om Jens og koen Bukolla er ovre, puster Tilde Trold til en magisk tryllefjer, og børnene stimler sammen omkring hende i jagten på den flyvende fjer. Når Tilde er sammen med børnene, handler det om magi og nærvær. ”Du er nødt til at være til stede. De voksne vil gerne både være her og der og alle steder på samme tid. Børn har derimod en enormt god tilstedeværelse, de er i til stede i øjeblikket,” forklarer hun.

Til tider kommer Tilde Trold også rundt til andre institutioner og arrangementer. Hun har været på besøg i flere andre institutioner i Vejle og til sommer skal Tilde Trold et smut til Djævleøen.

For en trold som Tilde er det naturligt at være udenfor, men spørger man hende, bruger menneskene ikke naturen nok: ”Naturen er gratis. Vi har en fantastisk natur, og den er jo lige udenfor døren. Det er så vigtigt, at vi viser vores børn dette uderum.  Der er rigtig mange børn, der har det godt herude, fordi der er højt til himlen,” siger hun og tilføjer: ”Jeg bruger ikke nødvendigvis så mange ord; man behøver ikke at sætte ord på alt, men jeg synes det er enormt vigtigt at bruge vores sanser. Herude dufter, smager og rører vi ved tingene.”

Højt til loftet

Det bimler og bamler når Tilde Trold spankulerer afsted. Da den magiske tryllefjer har været i luften tre gange, er det tid til at gå ud fra lyet i skoven og ud på legepladsen, hvor Tilde har tændt bål.

Der skal snittes grøntsager til dagens ret, som er ”tigergryde,” som – naturligvis - bliver tilberedt i en stor sort gryde. Børnene går til opgaven med ildhu, og snitter selv grøntsagerne, som skal bruges (stort set uden at skære sig). ”Selv de børn der ikke kan lide rød peber, spiser det herude. Når man sidder udenfor, så smager alt godt,” siger Tilde Trold.

”Jeg bruger meget energi, fordi jeg bruger mig selv rigtig meget. Efter sådan en dag, er man bare træt, men det er jo fordi, jeg brænder lige så meget for det, som børnene gør. Hvis jeg ikke gad det her, så sætter det ingen spor i børnene - du skal ville det!”

Når det ikke er Tilde Trold, men Kristin Björk, som er på arbejde, holder Kristin til i et lille rum på førstesalen af Skibet Børnehus. Det er et tidligere pulterkammer, så der er lavt til loftet, men det lader Kristin Björk sig ikke mærke af. I rummet, hvor både børnehave- og vuggestuebørn kommer på besøg dagligt, kan man både få lov at male, så det sprøjter på væggene, og få massage og fodbad. ”Kristin har været lidt truet i alle de besparelser, der har været, men heldigvis har ledelsen prioriteret hende. Hun er jo også en brandslukker, når der er kaos,” fortæller Tilde Trold.

At sætte sig spor

Når man som Tilde Trold er 109 år gammel har man set lidt af hvert, men hun kan stadig glædes over børnenes umiddelbarhed, og de spor, som hun kan mærke, at hun sætter i dem: ”Det er noget, som de kan tage med videre til deres egne børn,” siger hun og tilføjer: ”Jeg håber at sætte nogle spor i børnene. Det er for sent med de voksne – de er jo allerede ødelagte.”

Du kan læse mere om Kristin Björk og Tilde Trold her.