En af 90'ernes største filmklassikere bliver til musical: Opføres i Vejle

The Bodyguard - The Musical kommer forbi bl.a. Vejle, når filmklassikeren får nyt liv og toner i en musical-udgave. Foto: The Bodyguard - The Musical / LivenNation

Én af 1990'ernes allerstørste filmfænomener er blevet omsat til en verdensomspændende musicalsucces, og til næste år får forestillingen danmarkspremiere. The Bodyguard - The Musical produceres af Langkjær Entertainment og Live Nation og ha premiere i Tivolis Koncertsal til september 2020 spiller herefter bl.a. i Vejle Musikteater.

"Vi glæder os til for første gang nogensinde på dansk jord, at være med til at præsentere musicalen The Bodyguard - The Musical. Whitney Houston var en af de største musikstjerner nogensinde. Vi kan alle synge med på hendes utallige hits. Hun havde et helt utroligt liv, som desværre endte alt for tidligt, og på tragisk vis. Musicalen bliver en stor hyldest til den legendariske film The Bodyguard og ikke mindst den fantastiske musik, vi alle kender Whitney Houston for", udtaler Mette Kier, direktør i Vejle Musikteater.

The Bodyguard - The Musical er baseret på Warner Brothers' moderne filmklassiker The Bodyguard fra 1992 med Whitney Houston og Kevin Costner i hovedrollerne. Filmen var en kolossal succes, som bjergtog millioner af biografgængere over hele verden. Den omsatte for over 400 mio. dollars på verdensplan og solgte herhjemme næsten 700.000 biografbilletter.

Succesen skyldtes ikke mindst filmens voldsomt populære soundtrack, som i dag har rundet 45 mio. solgte eksemplarer og er det bedst sælgende soundtrack nogensinde. Whitney Houstons coverversion af Dolly Parton-nummeret "I Will Always Love You" opnåede status som én af århundredets største kærlighedssange og solgte som single over 20 mio. eksemplarer. Musicalversionen af filmen fik verdenspremiere på Adelphi Theatre i London i 2012 og har siden været opført i bl.a. USA, England, Kina, Japan, Seoul, Toronto, Australien, Madrid, Tyskland, Frankrig, og Østrig.

Flere end 20 af Whitney Houstons største hits

The Bodyguard - The Musical er en spektakulær hyldest til Whitney Houstons fantastiske sange og indeholder ikke kun filmens megahits: "I Will Always Love You", "Run to You", "Queen of the Night", "I Have Nothing" og "I'm Every Woman", men flere end 20 af Whitney Houstons allerstørste hits inkl. "Saving All My Love", "Greatest Love of All", "I Wanna Dance with Somebody", "Where Do Broken Hearts Go" og "One Moment in Time".

Musicalen genfortæller filmens historie om den tidligere Secret Service-agent Frank Farmer, der bliver ansat som privat bodyguard for den verdensberømte sangstjerne Rachel Marron, for at beskytte hende mod en ukendt stalker, der sender hende dødstrusler. Modstræbende drages Rachel og Frank mod hinanden, men efter en enkelt kærligheds-nat, må Frank erkende, at han ikke både kan elske og beskytte Rachel...

Lysende stortalent får Whitneys ikoniske rolle

Når The Bodyguard - The Musical kommer til Danmark, bliver det i en original dansk produktion med danske navne både på og bag scenen. Forestillingens dialogscener spilles på dansk, mens alle Whitney Houstons sange synges på engelsk.

Til den ikoniske rolle som Rachel Marron, der blev Whitney Houstons filmdebut, har Langkjær Entertainment og Live Nation castet stortalentet Andrea Lykke Oehlenschlæger. Hun er et stort set ubeskrevet blad, men forestillingens producenter blev blæst fuldstændigt bagover af hendes talent, da hun mødte op til casting. Det fortæller forestillingens kreative producent Thomas Langkjær:

"Vi har hele tiden været klar over, at en produktion af THE BODYGUARD - THE MUSICAL står og falder med den kvindelige hovedrolle. Kravene er store, hun skal kunne bære Whitney Houstons mange fantastiske sange vokalt, og hun skal have et overbevisende dramatisk talent, der kan få publikum til at tro på Rachels stærke følelser, hendes heftige temperament, kærlighed og had. Da Andrea Oehlenschlæger første gang mødte op til en af vores mange auditions og sang sin version af "I Will Always Love You", sagde det bare BANG. Her var den stemme, der kunne løfte opgaven - og arven fra Whitney. Både vokalt og skuespilmæssigt er Andrea helt ekstraordinært talentfuld - uden tvivl en kommende stjerne. Vi kan slet ikke vente med at præsentere hende og hele vores toptalentfulde ensemble for publikum, når premieren finder sted om nøjagtigt 11 måneder og 9 dage."

Johannes Lassen spiller titelrolllen

I titelrollen som bodyguarden Frank Farmer skal Johannes Lassen løfte arven efter Kevin Costner. Johannes Lassen blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2007 og var der frem til 2008.  Herfra tog hans film- og tv-karriere hurtig fart. På filmsiden spillede Johannes roller i blandt andet Broderskab (2009), Frit fald (2011), Sommeren ´92 (2015) og i den internationale spillefilm The Guardian Angel (2018). Johannes medvirkede samtidig i prominente tv-serier som 1864 (2014), Bedrag 1. sæson (2016) Advokaten 1. sæson (2018) og som den altoverskyggende hovedrolle, soldaten Philip, i Gidseltagningen 1. og 2. (2017-2018) - en rolle for hvilken han modtog prisen Den Gyldne Nymfe ved tv-festivalen i Monte Carlo. Til næste år kan man opleve Johannes i Brødrene Avaz' spændings-tv-serie Grow samt i 2. sæson af Advokaten.

I andre centrale roller ses bl.a. Lea Thiim Harder (roller i musicals som Saturday Night Fever, Efter Brylluppet, The Book of Mormon, Kærlighed ved første hik! - The Musical og senest i Terkel - The Motherfårking Musical) som Rachels plagede og jaloux søster Nicki og David Owe (senest bl.a. Midt om Natten og Sanne - The Musical) som den skræmmende stalker, der sender dødstrusler til Rachel Marron. I alt medvirker et ensemble på 25 personer inkl. otte topdansere fra Los Angeles.

Succesnavne bag scenen

Til forestillingens kreative team har Langkjær Entertainment og Live Nation allieret sig med instruktøren og scenografen bag nogle af de seneste års største danske musicalsucceser, Thomas Agerholm og Benjamin la Cour. Thomas Agerholm, har bl.a. instrueret de tre kritikerroste kæmpesucceser Shu-bi-dua - The Musical (2015-16), Disneys Klokkeren fra Notre Dame (2016-17) og Seebach (2017-18) for Fredericia Teater, som til sammen solgte over en halv million billetter.

Reumert-belønnede Benjamin la Cour, der skal skabe scenografien, fik sit store gennembrud som scenograf på Disneys Klokkeren fra Notre Dame (2016-17) og har både før og efter lavet en lang række scenografier rundt omkring i hele landet, bl.a. til Den evige ild på Bellevue Teatret (2018), The Never Ending Story på Aarhus Teater (2018), Disneys Den lille havfrue i São Paolo i Brasilien (2018) og senest Sanne - The Musical i Tivolis Koncertsal.

Musicalens spektakulære dansenumre koreograferes af Sonny Fredie Pedersen, der til daglig er danser og koreograf i Los Angeles og har arbejdet med verdensstjerner som Christina Aguilera, Taylor Swift, Paula Abdul, Nicki Minaj, Kylie Minogue og amerikanske tv-succeser som Vild med Dans (Dancing with the Stars) og America's Got Talent. Han får bl.a. til opgave at hyre otte topdansere i Los Angeles, der kommer til Danmark for at medvirke i forestillingen.

Forestillingens musical supervisor bliver engelske Stuart Morley, der bl.a. har været kapelmester på en lang række musicalproduktioner i London, bl.a. Big - The Musical, Wicked, We Will Rock You og Elf - The Musical. Forestillingens kapelmester bliver Joakim Pedersen, som har styret orkestret i en lang række musicals herhjemme de seneste 15 år (senest bl.a. Sanne - The Musical, Flashdance - The Musical og Midt om Natten).